Razzia: 26-årig sigtet for hash-salg

Politiet ransagede i weekenden en lejlighed i midtbyen og sigtede 26-årig beboer for salg af euforiserende stoffer.

Lørdag ved 22-tiden kom politiet på uventet besøg og ransagede lejligheden på Drewsensvej.

Betjentene fandt frem til 69 gram hash og 67 gram skunk.

Lejlighedens 26-årige mandlige beboer var hjemme og erkendte at være ejer af stofferne.

På grund af mængden blev den 26-årige mand sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Hash fundet hos 18-årig
Politiet besøgte også en 18-årig mand uventet på hans bopæl fredag og fandt hash.

Kort før klokken 22 rettede politiet henvendelse til 18-årige, der bor på Vinderslevholmvvej i Vinderslev.

Politiet kom indenfor og fandt 15 gram hash, som den 18-årige erkendte at være ejer af.

Den unge mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer til eget forbrug og kan forvente en bøde.

Bilist og passager med stoffer
To mænd i 20'erne fik begge en bøde, efter de blev standset i bil med stoffer i lommerne.

Lørdag klokken 21.10 standsede politiet de to mænd i en personbil på Herningvej.

De blev begge visiteret, og det viste sig, at bilens 25-årige fører havde 2,4 gram skunk på sig, mens den 26-årige passager havde 0,66 gram hash.

To mænd løb fra politiet
Søndag morgen blev to mænd pågrebet, efter et forsøg på at løbe fra politiet. Den ene havde hash på sig, begge blev sigtet for lovovertrædelser.

Klokken 04.40 rettede politiet henvendelse til de to mænd på Drewsensvej.

De ønskede åbenbart ikke at tale med politiet, så de satte i løb. De blev dog hurtigt indhentet og fanget af politiet.

I første omgang ville ingen af dem oplyse navn og adresse til politiet, som retsplejeloven eller påbyder dem. Derfor blev de anholdt og taget med på stationen.

Det viste sig samtidig, at den ene af mændene havde en lille klump hash i sin pung, som han også blev sigtet for.

De to mænd viste sig begge at være 22 år og fra henholdsvis Aarhus og Silkeborg. De blev løsladt lidt senere på morgenen.