Ambitiøs handleplan giver gratis wifi

Silkeborg skal være en af de ti mest erhvervsvenlig kommuner i Danmark. Derfor investeres der næste år 3,9 millioner kroner i en handleplan på erhvervsområdet. Handleplanen kan betyde gratis wifi i byens gågader.

Inden år 2025 skal Silkeborg runde 100.000 indbyggere, mod de nuværende cirka 90.400. Samtidig skal der oprettes 3000 flere arbejdspladser. Sådan lyder ambitionerne i kommunen.

- I Silkeborg vil vi vækst. Vi arbejder hårdt på at skabe rammer for en positiv udvikling i vores kommune hver eneste dag. Vi er glade for hver ny borger, der flytter til, og hver ny arbejdsplads, der bliver skabt. Derfor er jeg glad for, at vi i Erhvervshandleplan 2016 endnu en gang sætter handling bag ordene, udtaler borgmester Steen Vindum (V).

De 3,9 millioner kroner til næste år skal bruges på målrettede initiativer inden for detailhandel, turisme og Kommunens virksomheder.

Et af de konkrete tiltag i handleplanen er gratis trådløst internet til besøgende i gågaderne. Kommunen er i gang med et partnerskab med EnergiMidt om levering af den gratis internetforbindelse, der samtidig kan sende data tilbage om antallet af kunder og deres tidsforbrug og bevægelsesmønster.

- Vi har i Erhvervshandleplan 2016 et stort fokus på initiativer, der kan hjælpe både iværksættere og etablerede virksomheder med at komme endnu hurtigere ind på et vækstspor, til gavn for os alle i Silkeborg Kommune, siger borgmester Steen Vindum.

Udvikling af områdets iværksættervirksomheder er vigtigt for Silkeborg Kommune, da omkring 10 procent af kommunes arbejdspladser findes i virksomheder, der er under 3 år gamle.

I Erhvervshandleplan 2016 er der afsat:
• 900.000 kr. til initiativer indenfor handel, bosætning og branding
• 450.000 kr. til at omsætte kommunes iværksætterstrategi til handling
• 1.850.000 kr. til skabe endnu mere vækst i det etablerede erhvervsliv og turistbranchen

Eksempler på konkrete initiativer:
• Topmøde om fremtidens infrastruktur med Dansk Industri Silkeborg
• Markedsføring af Silkeborgmotorvejens erhvervsmæssige muligheder
• Wifi i Silkeborg midtby
• Beslutningsoplæg om ny udviklingspark ved Silkeborgmotorvejen
• Opstilling af infoskærme til gæster og besøgende
• Markedsføring af Silkeborg Kommune som turistdestination i Norge og Nordtyskland