Politibil Foto: www.politi.dk

Tog påkørte bil på Frederiksberggade

Arriva-toget bragede i går eftermiddags ind i en bil med fører, der var fanget mellem bommene på Frederiksberggade.

Klokken 16.21 kørte bilens 57-årige kvindelige fører ad Frederiksberggade mod nord i myldretiden, da hun kørte frem for grønt lys ved Drewsensvej.

På grund af den tætte trafik blev hun fanget ude på skinnerne, da bommene gik ned. Toget fra Aarhus var på vej.

Lokoføreren opdagede kvindens bil på afstand og nåede at tage farten af toget, så bilen kun blev ramt med lav fart, formentlig 20-25 km/t.

Bilen blev ramt bagerst på højre side og fik betydelig materiel skade, men den 57-årige fører slap med knubs.

Hun kunne selv stige ud af bilen bagefter, men blev for en sikkerheds skyld kørt til skadestuen i Viborg til observation.

Uheldet skabte store trafikale problemer på stedet, og Arriva valgte også at aflyse flere af de efterfølgende togafgange.

Havarikommissionen blev tilkaldt for at kigge på uheldet og eventuelle tiltag, så den ikke kan gentage sig. De oplyste dog efter tre kvarter, at de ikke ønskede at komme til ulykkesstedet.

Klokken 16.58 modtog Arriva grønt lys til at køre videre med det involverede tog, hvis de fandt en anden lokofører. Han var naturligt noget rystet efter episoden.