Foto: Silkeborg Kommune

Dobbelt så mange kommer i fleksjob

Antallet af nyoprettede fleksjob i Silkeborg er næsten fordoblet på knap to år, efter at Kommunen har sat fokus på området sammen med Jobcentret.

Silkeborg Kommune valgte fra sommeren 2014 at sætte fokus på at få flere ud på arbejdsmarkedet ved at skabe flere fleksjobs.

Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af sygdom.

Kommunen er gået fra at have skabt 186 nyoprettede fleksjob i 2013 til foreløbig 345 i 2015.

En del af stigningen skyldes, at Kommunens erhvervskonsulenter er blevet bedre til at spotte virksomheders behov.

- Alle parter har fået en fælles forståelse for, hvad et fleksjob er, og hvad det indebærer for virksomheden at have en person i fleksjob, siger Dorte Nørgaard, erhvervskonsulent i Silkeborg Kommune.

Hvis den nuværende stigning fortsætter, vil 360 silkeborgensere være kommet i fleksjob i løbet af i år. Det er en stigning på 94 procent fra 2013 til 2015.