Foto: Silkeborgif.com

SIF forlænger med 19-årig back

Silkeborg IF har tegnet en toårig kontrakt med back-talentet Gustav Dahl, der i øjeblikket er ungdomsspiller i klubben.

Til sommer bliver Gustav Dahl handelsstudent og samtidig bliver han professionel fodboldspiller på fuldtid.

- Jeg er både glad og stolt. Det har altid været min drøm at blive professionel fodboldspiller, og efterhånden som tingene er begyndt at forme sig, er det også blevet en ambition, siger Gustav Dahl.

Den 19-årige spiller har været med førsteholdet på træningslejr og trænet med holdet i det omfang, hans uddannelse har tilladt ham det.

I løbet af 2015 har Gustav Dahl været på banen fire gange for SIF, to gange i Superligaen og to gange i Bet25 Ligaen.

- Mit næste mål er at blive en mere etableret del af truppen med mere fast spilletid, og det skal jeg kvalificere mig til gennem den daglige træning og de kampe, jeg får chancen for at spille, siger han.

Gustav Dahl skiftede til SIF, da han blev U15-spiller og er en del af talentudviklingsprogrammet, Silkeborg Fodbold College.

Sportschef Jesper Stüker er glad for at endnu et talent fra SIFs talentafdeling har slået sig igennem til førsteholdstruppen.

- Gustav er fremtidens mand, og han har allerede bevist, at han kan levere, de gange der har været brug for det. Han er inde i en rigtig fin udvikling, og vi tror på at det fortsætter. Både i det forår, vi står overfor, men også i tiden bagefter, når han får mulighed for at rette fuld fokus på fodbolden, siger SIFs sportschef.