Cykler for 100.000 kroner stjålet

Et indbrud i Balle i går formiddags endte med at koste 105.000 kroner i blandt andet dyre cykler.

Mellem klokken 9 og 11 var der indbrud i en villa på I. P. Jacobsens Vej, hvor tyven afmonterede vindueslisten i en kælderdør.

Inde i kælderen holdt tre dyre cykler og en sneslynge. Tyven rendte med alle fire ting.

Cyklerne var en Giant mountainbike, en Cannondale mountainbike og en Specialized racercykel. Sneslyngen var af mærket Greenhand. Værdien på det stjålne var 105.000 kroner i alt.

Smykker og pengekasse stjålet
Politiet modtog i går anmeldelse om indbrud eller forsøg på indbrud fire andre steder i Silkeborg.

På Lyngsøvej blev en rude aflistet og boligen gennemgået mellem kl. 18 og 22, men der var intet overblik over tyvekosterne, da det blev anmeldt til politiet.

På Resedavej var der fra søndag til torsdag indbrud i en lejlighed, hvor en rude i altandøren blev knust. Her stak tyven af med smykker og en pengekasse med et ukendt beløb.

På Åhavevej var der mellem onsdag morgen og torsdag formiddag forsøg på indbrud. Her lykkedes det ikke tyven at bryde terrassedøren op med et koben.

En listetyv var i går på spil i en villa i Danmarksgade. Her blev der stjålet margueritsmykker, men der er ingen tegn på opbrudsmærker.