Kreditkort

Charmerende svindler fængslet i fire uger

En 37-årig mand blev i går varetægtsfængslet i foreløbig fire uger i Retten i Viborg, sigtet for bedrageri. Manden blev anholdt i Silkeborg onsdag i samarbejde med svensk politi.

Den 37-årige fynske mand er mistænkt for at have svindlet sig til store pengebeløb fra kvinder, som han har charmeret sig ind på livet af.

I en sag fra Struer har han snydt en kvinde for mere end 500.000 kroner. Det var i den sag, at manden blev varetægtsfængslet frem til den 14. januar.

- Han har mødt en kvinde, og så har han oprettet nogle kreditkort i hendes navn, og dem har han så lænset, siger Lasse Møller, der er efterforskningsleder i Holstebro.

Den 37-årige fynbo er varetægtsfængslet i surrogat, fordi han i stedet blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Manden har Aspergers syndrom, og ifølge hans egen forklaring, er det årsagen til hans handlinger.

Manden skal nu mentalundersøges.

Rundtur i Norden
Manden har rejst i både Danmark og Norge med sit fupnummer, og da han blev anholdt, var en ny Ford Mondeo på norske plader parkeret udenfor.

Anholdelsen skete på baggrund af et tip fra svensk politi, der havde opdaget, at manden var aktiv på en computer i Silkeborg midtby.

Svensk politi har ikke selv sager mod manden, men havde tidligere fået en henvendelse fra norsk politi om hans rejseaktivitet.

Dansk politi rykkede til adressen i Silkeborg og trængte ind i en lejlighed, men manden var ikke til stede. Der var til gengæld beviser på, at han havde været der og ville vende tilbage, så betjentene lagde sig på lur.

Kl. 15.10 onsdag blev manden anholdt og sigtet for bedrageri.

I Norge er manden mistænkt for flere bedragerisager som den fra Struer. Den 37-årige har desuden sagsmapper liggende hos politiet i Kolding og hos fynsk politi.

Da manden blev anholdt i Silkeborg, var han på besøg hos en bekendt.