Foto: Tuala Hjarnø

Ny skolestruktur udsat til 2017/2018

Et enigt byråd har besluttet at udskyde en ny skolestruktur, så den tidligst træder i kraft i skoleåret 2017/2018, det skriver mja.dk.

Forslaget om en ny skolestruktur skal skære i antallet af skoledistrikter og omdanne 27 skoler til skolefællesskaber.

Siden forslaget kom frem, har der været stor modstand fra forældre, skolebestyrelser og andre interesserede.

Høringsrunden endte for mindre end en måned siden og forslaget blev efterfølgende lagt i graven af flere politikere. Byrådet har endnu ikke drøftet sagen på et byrådsmøde, det sker først i januar.

Et nyt forslag er endnu ikke udformet, men når det er klar, vil det igen blive sendt i høring blandt skolebestyrelserne, det skriver mja.dk.

Flere byrådsmedlemmer har peget på, at 0.-6. klassetrin bliver fredet i distriktssammenlægningerne.

Byrådet mødes i eftermiddag, men her er skolestrukturen ikke på dagsordenen.