BSV henter stærk spiller i Aarhus

Bjerringbro-Silkeborg får til næste sæson tilgang af en stærk mand-mod-mand-spiller med et godt skud. Midtjyderne har nemlig hentet venstre backen Kasper Olsen fra Aarhus Håndbold.

Kasper Olsen skal i de kommende to sæsoner bruge sine kompetencer i Bjerringbro-Silkeborg, og han glæder sig til at prøve kræfter med den udfordring.

- Jeg har været rigtig glad for min tid i Aarhus, men jeg glæder mig til at prøve noget nyt, og jeg glæder mig til at prøve mig selv af på et højere niveau. Jeg synes, at Bjerringbro-Silkeborg er en spændende klub med et godt hold og nogle dygtige trænere, fortæller Kasper Olsen.

Han føler, at tidspunktet er det rette for ham til at skifte til en topklub i Boxer Herreligaen.

- Jeg glæder mig til at prøve at spille under det pres, som der er i Bjerringbro-Silkeborg, hvor man er favoritter og skal vinde næsten hver gang, man spiller. Det, tror jeg også, er med til at gøre mig selv bedre, siger venstre backen, der håber at kunne bevise, at han har niveauet til at kunne præstere på et tophold.

25-årige Kasper Olsen er i gang med sin tredje sæson i Aarhus Håndbold, som han skiftede til efter et ophold i HK Malmö. Inden da har han spillet for både FCK Håndbold og FIF i den danske liga.