Foto: Silkeborg Foto 2015

Silkeborg-Voel forlænger med Iversen

Der er gang i kuglepennen på kontoret i Silkeborg-Voel for tiden, og denne gang er det Rikke Iversen der har sat sin signatur på en ny kontrakt, der binder hende til klubben frem til 2018.

Rikke Iversen kom til Silkeborg-Voel i 2014, hvor hun samtidig startede på læreruddannelsen, og kontraktforlængelsen passer ind med, at hun er færdig som lærer netop i 2018.

Rikke Iversen er den fjerde spiller inden for de seneste dage, der har forlænget sin nuværende kontrakt med Silkeborg-Voel. Også Stine Bonde, Sofie Bæk Andersen og Freja Cohrt har forlænget.

- Jeg synes det ser spændende ud med det hold vi har lige nu, og med de forlængelser der allerede er kommet, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det er helt rigtigt at fortsætte, fordi grundstammen jo allerede er på plads til næste sæson, og det har været vigtigt for mig, siger Rikke Iversen.

22-årige Rikke Iversen har tidligere spillet i Nykøbing Falster og Lyngby HK.