Voldsmænd fra mørk Audi anholdt i går

To mænd blev i går anholdt i tilknytning til et groft og umotiveret overfald lørdag morgen i Hostrupsgade.

Sidst på eftermiddagen fik en betjent, der havde fri fra arbejde, øje på de to mænd i Herningcentret.

Mens han holdt sig i nærheden af de to, ringede han efter sine politikolleger, der kom og anholdt de to mænd.

Det drejer sig om en 25-årig mand fra Silkeborg og en 30-årig mand fra Fårvang. De to er nu sigtet for grov vold.

Lørdag morgen stod to mænd i Hostrupsgade, da en gruppe på fire mænd kom hen til dem, skubbede dem i jorden og sparkede løs på dem.

Det var kun to af de fire overfaldsmænd, der uddelte slag og spark, og politiet mener, at det netop var den 25-årige og den 30-årige.

De to andre er fortsat på fri fod, og politiet vil gerne have fat i dem.

De to anholdte mænd blev afhørt og løsladt igen i går.