Forslag med fossilt forbud nedstemt

Silkeborg Kommune skal ikke have et forbud mod at investere dele af sin formue i fossile brændstoffer, det har byrådet besluttet.

Byrådet skulle på mødet i mandags tage stilling et forslag om, at kommunen i fremtiden ikke må investere i aktier i selskaber, der udbreder fossile brændstoffer.

Ifølge mja.dk var det det radikale medlem af byrådet, Johan Brødsgaard, der havde fremsat forslaget:

- Mange kommune investerer i aktier, og jeg ser det her som en sikkerhed for, at vi ikke vil investere i selskaber, der fremmer fossile brændstoffer, hvis vi begynder at investere penge i aktier. Det her skal også ses som et signal til vores nabokommuner om, at vi stiller krav, sagde Johan Brødsgaard.

Mja.dk skriver at borgmester Steen Vindum dog ikke mener, at forslaget er relevant, for Silkeborg Kommune investerer slet ikke aktier – men hvis det bliver aktuelt på et tidspunkt, skal der på det tidspunkt træffes beslutning om vilkårene.

Enhedslisten og SF stemte for forslaget – resten af byrådet stemte imod.