Indbrud: 50-årig foretog civil anholdelse

Politiet modtog i aftes et opkald fra en 50-årig mand, der havde foretaget en civil anholdelse af en indbrudstyv.

En politipatrulje var hurtigt fremme ved de to personer på Ansvej og fik kl. 22.28 fat i en 35-årig mand uden kendt adresse.

Den anholdte havde tyvekoster på sig fra et indbrud på Boskopvej i Gødvad.

Den 50-årige mand, der anholdt indbrudstyven, bor selv på Rønne Allé, hvor der blev begået mindst to indbrud i går.

Indbrudstyven kunne i første omgang ikke knyttes til de to indbrud, men politiet er her til morgen i gang med at undersøge mandens aktiviteter.

I løbet af formiddagen vil der blive taget stilling til, om den 35-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Mistænkt for fem indbrud
Der blev i går begået fire indbrud i Alderslyst og ét i Gødvad. Det er de indbrud, der nu skal undersøges i forhold til den 35-åriges aktiviteter.

På Rønne Allé gik det ud over to villaer fra kl. 8.30 til 22.40. Begge steder blev ruder knust, men det ene sted gik en alarm, der sendte besked til genboen. Her blev tyven forstyrret. Det andet sted forsvandt julegaverne og smykker.

På Birke Allé var der i går mellem 13 og 21.15 indbrud. Her blev et vindue opbrudt og huset gennemrodet. Smykker og kontanter blev stjålet.

På Sølystvej var er natten til i går indbrud, mens beboerne var hjemme. To ruder blev aflistet, men beboerne har intet hørt. Der blev ikke umiddelbart stjålet noget.

På Boskopsvej blev en rude knust mellem kl. 10 og 20.30 i går. Tablets, bærbare computere og brødknive blev stjålet. Det var disse effekter, den 35-årige indbrudstyv havde på sig, da han blev anholdt.