Indbrud: Privatperson udlover dusør

Politiet har siden juleaften modtaget anmeldelse om 16 indbrud i private hjem. Én af de ramte udlover en dusør på 10.000 kroner for oplysninger, der kan hjælpe til opklaringen.

Mellem kl. 21.00 fredag og 01.00 lørdag brød en indbrudstyv døren op til Eigil Nielsens lejlighed i Toldbodgade 24.

Hele boligen blev gennemrodet og tyven rendte blandt andet med dyre arvesmykker, lommeure af guld, en stor møntsamling og et kontantbeløb.

- Jeg blev simpelthen så vred. Jeg var ekstremt ked af at miste de ting, fordi de stammer fra mine forældre, der døde for ikke så lang tid siden, siger Eigil Nielsen.

Derfor har den indbrudsramte mand nu udlovet en dusør på 10.000 kroner for oplysninger, der kan hjælpe til opklaring af sagen.

Eigil Nielsen håber, at dusøren kan hjælpe til opklaringen, så gerningsmanden kan få sin straf. Eigil håber naturligvis også på at få sine ejendele igen, men er klar over, at sandsynligheden herfor er lille.

Endnu er der ingen afgørende oplysninger kommet. Hvis du har set noget i Toldbodgade fredag ved midnatstid, kan du tippe politiet på telefon 114.

Der er formentlig tale om enten en eller to indbrudstyve, der slæbte på en taske fra Fitness World og en anden stor taske.