Kulturprisen har lejlighedsvis haft mere end én modtager de seneste år. Sidste år var Henrik Svenning den ene af to modtagere, Niels Carlsen var den anden. Foto: Silkeborg Kommune.

Kandidater til årets kulturpriser fundet

Kulturlivet i Silkeborg skal i januar belønnes med to priser, og nu er kandidaterne til priserne fundet.

Silkeborg Kommune tog tidligere på måneden mod indstillinger til årets to kulturpriser, en almen og en iværksætterpris.

Priserne overrækkes den 16. januar i forbindelse med nytårskoncerten i Jysk Musikteater og består af 5000 kroner hver.

I alt har Kommunen modtaget 15 indstillinger til de to priser, og der er enkelte indstillinger, der peger på den samme kulturinstitution eller -person.

I år er første gang, at der skal findes to vindere af prisen. Årets Kulturelle Iværksætterpris er en ny pris, og fire kandidater er indstillet til prisen.

Årets Kulturelle Iværksætterpris gives til en enkeltperson, gruppe eller forening, som i særlig grad har taget et eksperimenterende og nytænkende initiativ, som udvikler et mangfoldigt kulturliv i Silkeborg.

De indstillede:

Årets Kulturprisen
• Revyfolkene Morten Sørensen og Kent Knudsen
• Tidligere kultur- og fritidschef Freddie Davidsen
• KK44 festival for kristendom og kultur
• Musiker Mike Hecchi
• Ove Hjorth, leder af Medborgerhuset Toftebjerg i Them
• Billed- og glaskunstner Søren Bredahl Rasmussen
• Musiker Kristian Lilholt
• Museumsleder Bent Schmidt fra Papirmuseet

Årets Kulturelle Iværksætterpris
• Hans Verner Hansen for mountainbikeholdet Sportplus
• Bent Ilvig, indehaver af galleri iLVIG
• Noget Bedste Festival, non-profit festival i Indelukket
• Lone Just Andersen, Silkeborg Kunsthal