Politibil Foto: www.politi.dk

Spritbilist påkørte næsten politibil

Politiet havde i aftes kl. 19.35 let ved at spotte og tage bilen fra en spritbilist i krydset ved Christian 8.s Vej og Fredensgade.

- Føreren var ved at køre ind i patruljevognen, så betjentene var ikke i tvivl om, at der var et eller andet galt, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Patruljen fik standset bilisten, der var en 33-årig mand fra Silkeborg.

Han blev bedt om at blæse i alkometeret. Da det viste mere end 0,5, blev han anholdt for spirituskørsel og taget med til en blodprøve.

Betjentene fandt ud af, at den 33-årige er frakendt sit kørekort i forvejen, så det blev han også sigtet for.

Det var ikke første gang, at den 33-årige blev standset i frakendelsestiden, så denne gang beslaglagde betjentene hans hvide Fiat.