Genrefoto

Flere udsatte unge skal i uddannelse

Alle unge skal have en uddannelse, det er visionen for Kommunen. Derfor skal en ny uddannelsesstrategi få flere udsatte unge i gang med en uddannelse.

Mandag efter nytår mødes Arbejdsmarkedsudvalget for at drøfte en ny strategi, der skal hjælpe Silkeborg Kommune til at nå statens krav om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse.

16 af landet 98 kommuner lever i dag op til det krav, mens Silkeborg i øjeblikket ligger på 94 procent.

Langt de fleste unge i Silkeborg Kommune går ukompliceret videre fra grundskole til ungdomsuddannelse, mens en mindre gruppe udsatte unge har brug for en særlig indsats for at opnå en ungdomsuddannelse. De, der ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse, skal tilbydes en anden relevant uddannelse.

De enkelte unge har ofte forskellige barrierer, som skygger for uddannelse, med kombinationer af boglige, sociale, helbredsmæssige og personlige udfordringer.

Derfor er strategien bygget op med syv 'nøgler', som det kaldes i et oplæg til strategien, der fokuserer på de problemer og involverer blandt andet brobygning og praktik i højere grad.