Indbrud i 3-butikken i aftes

Alarmen blev klokken 23.20 udløst i 3-butikken i Vestergade, fordi ukendte gerningsmænd havde brudt hoveddøren op.

Via vagtselskabet blev politiet alarmeret, og en patruljevogn var hurtigt fremme.

Tyvene var væk, men betjentene kunne se, at gitteret foran butikken var rullet op og hoveddøren brudt op med et koben.

Fra butikken var der stjålet 10 mobiltelefoner fra Samsung og Apple.

Politiet har modtaget videoovervågning fra indbruddet, men endnu ikke set det igennem, så der er intet signalement.

Har du set noget, kan du få fat i politiet på telefon 114.