Foto: www.politi.dk

Narkobilist uden kørekort i stjålet bil

Politiet standsede i går to bilister, der gav udslag i den mobile narkotest. Den ene fik hele tre sigtelser på samme tid.

Klokken 16.40 blev en 21-årig mand standset rutinemæssigt på Tømmerbyvej i Them, tæt ved Frisholm Skole.

Manden blev testet med narkometer, og det gav udslag for hash, så manden blev sigtet for at køre i påvirket tilstand, anholdt og taget med til en blodprøve.

Den 21-årige var kørende i en VW Lupo, som han havde taget fra en bekendt uden tilladelse. Derfor blev han også sigtet for biltyveri.

Endelig viste det sig, at manden i forvejen var frakendt kørekortet, så han blev også sigtet for at køre i frakendelsestiden.

Endnu en 21-årig
Politiet fik fat i en anden narkobilist i går, da de kl. 21.20 standsede en anden 21-årig mandlig bilist på Ystadvej i Gødvad.

Han blev ligeledes testet med narkometer, og da det viste indhold af amfetamin i mandens spyt, blev han anholdt og taget med til en blodprøve.

Hvis blodprøven bekræfter indholdet af amfetamin, står den 21-årige til en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år.