Taxi

Spritbilist smuttede fra uheld i en taxi

Vidner fulgte natten til søndag efter en spritbilist, der smuttede fra et færdselsuheld i en taxi og senere til fods. Til sidst blev bilisten anholdt.

Omkring kl. 00.30 kom manden kørende ad Horsensvej ind mod Silkeborg, da han i kurven ved Østre Søbad mistede herredømmet.

Bilen kom i slinger, krydsede modsatte vejbane og blev til sidst slynget rundt og landede på taget.

En anden bilist så uheldet og kom hurtigt til undsætning, men føreren kravlede ud ved egen hjælp.

De to talte kort sammen, da en taxi kom kørende forbi. Den forulykkede bilist prajede taxien og kørte fra ulykkesstedet.

Vidnet var overbevist om, at manden var spirituspåvirket, så han kørte efter taxien og ringede imens til politiet.

Ved Statoil på hjørnet af Frederiksberggade og Lyngbygade steg manden ud af taxien og løb i retning mod stadion.

På det tidspunkt nåede politiet frem og anholdt manden, der viste sig at være en 21-årig mand fra Them, tæt ved stadion.

Den 21-årige blev sigtet for spirituskørsel. Fordi han klagede over smerter i nakken, blev han kørt til Viborg, hvor han både blev undersøgt og fik udtaget en blodprøve til at fastslå promillen.