Nedbør på vej: Vandstanden kan stige

Vestre Ringvej blev i går spærret på ubestemt tid på grund af vand på vejbanen. Vandet kan ikke komme væk, og der er udsigt til mere regn.

Den sidste weekend i 2015 bød på cirka 37 mm regn i Silkeborg og endnu mere andre steder i åsystemet. Derfor steg vandstanden i Silkeborg Langsø de følgende dage med cirka 20 cm.

De store mængder nedbør betyder, at jorden er mættet. Kombineret med, at planterne i vinterhalvåret bruger meget lidt vand og fordampningen er lille, så kan vandet kun komme væk via almindeligt afløb i Gudenåen.

Vandstanden i Langsøen ser ud til at have stabiliseret sig, men selv små mængder nedbør kan igen få vandet til at stige, det skriver Silkeborg Kommune på Facebook.

Både DMI og den norske vejrtjeneste yr.no melder om cirka 14-15 mm regn i løbet af torsdag aften og fredag morgen.

Prognoserne for de næste dage tegner ellers til et fald i vandstanden, men prognoserne tager ikke højde for de nye mængder nedbør.