Blødende indbrudstyv anholdt i aftes

Politiet anholdt i aftes en indbrudstyv, der blødte fra hænderne, fordi han havde knust en rude.

Klokken 23.20 blev en rude knust i Kirkens Korshærs varmestue i Lille Søgade.

Indbrudstyven var inde, men tog ikke umiddelbart noget med sig. Til gengæld efterlod han et blodspor og en lille nøgle.

Da politiet kom frem, blev nøglen fundet af betjentene, og den viste sig at høre til en bagageboks på banegården.

Patruljevognen kørte til Drewsensvej, hvor politiet fandt en mand med skader på hænderne.

- Han blødte faktisk noget fra håndleddet, og så var han meget ophidset, siger Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

Den blødende mand nægtede at oplyse sit navn til politiet, så de ved endnu ikke, hvem manden er.

Han blev anholdt, tilset af en læge og kørt til detentionen i Holstebro, hvor han stadig sidder her til morgen.