Flere skal gå på café og restaurant

Det skal være nemmere at være restauratør i Silkeborg, for cafeer og restauranter skaber liv og trækker folk til byen. En ny handleplan skal trække flere på café og restaurant.

Det er Silkeborg Kommune, der i samarbejde med byens restauratører står bag en handleplan, der for tiden er i offentlig høring.

Handleplanen skal hjælpe til at nå Kommunens mål om at blive den bedste kommune at drive sin restaurationsvirksomhed i.

Når der eksempelvis skal indrettes torve og pladser eller laves ændringer i en lokalplan, så skal restauratørerne i højere grad inddrages fremover.

Kommunen vil også gå forrest med en Facebook-gruppe for alle restauratører og arrangere fællesmøder hver sjette måned,.

- Både silkeborgensere og turister har glæde af, at der sker noget i Silkeborg, og med planen går vi nye veje for sammen med restauratørerne at skabe rammerne for et godt restaurationsliv. Vi vil inddrage restauratørerne mere og forenkle regler på området, siger tovholder på arbejdet med restaurationsplanen, chefsekretær Henna Bøgedal fra Silkeborg Kommune.

Handleplanen er i høring frem til den 5. februar, og for de nysgerrige er der borgermøde på Det Gamle Rådhus tirsdag den 12. januar kl. 16.00.