Brand: Kanin-ejer forbrændt i redning

Ejeren af en kanin pådrog sig i går 3. grads forbrændinger, da hun reddede sit kæledyr fra en brand.

Klokken 18.05 blev Midtjysk Brand & Redning kaldt til Skellerupvænget i Resenbro, hvor der var udbrudt brand på en træterrasse.

Da brandfolkene kom frem, havde ilden bredt sig til træhusets ydervæg, en mindre del af taget og et kaninbur.

En 48-årig kvinde reddede kaninen ud af det brændende bur. Hun havde selv pådraget sig en 3. grads forbrænding, hvilket er en forbrænding, der går dybere ned end huden. Kaninen var ikke kommet alvorligt til skade.

Ilden var hurtigt slukket og lavede ingen alvorlige skader på huset. Kaninburet udbrændte.

Politi og brandfolk kender endnu ikke årsagen til branden, men der er kraftig mistanke til en lanterne med stearinlys, der stod på træterrassen.