Foto: Vejdirektoratet

Åbningsdatoen for Motorvejen er klar

Vejdirektoratet inviterer til fire dage med Danmarks Største Vejfest, når den sidste del af Silkeborgmotorvejen åbner for trafikanterne søndag den 11. september i år.

Festlighederne består af store motionsarrangementer, spændende kulturbegivenheder og den officielle vejåbning, som det hele kulminerer med om eftermiddagen søndag den 11. september. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt glæder sig til at deltage i fejringen.

- Det bliver nogle fantastiske dage. Jeg glæder mig meget til at deltage i åbningen, der jo markerer, at Vejdirektoratet og de mange entreprenører har bygget Silkeborgmotorvejen færdig. Dermed bliver motorvejen mellem Aarhus og Herning komplet, og Silkeborg får efter omkring fem års anlægsarbejde en motorvej til glæde for byen, alle trafikanter og hele Danmark - det er der absolut grund til at fejre, siger han.

Unik motorvej med særlige løsninger
Hans Christian Schmidt hæfter sig også ved den helt unikke motorvej, som Vejdirektoratet har bygget med stort fokus på hensynet til vejens naboer:

- Linjeføringen og nærheden til Silkeborg by har medført nogle helt særlige løsninger med fantastiske broer, en overdækning af vejen på 300 meter og nedgravning over et stort stykke. Og så må vi ikke glemme de store fordele, som vejen giver både erhvervslivet og de private trafikanter. Helt konkret kan du med motorvejen i gennemsnit spare 12 minutter mellem Funder og Låsby - og i myldretiden meget mere, siger transport- og bygningsministeren.

Motorvejen har været meget omdiskuteret, og det gælder især linjeføringen, som der var stor modstand imod, husker Hans Christian Schmidt:

- Jeg er virkelig glad for, at vejen nu snart står færdig. I begyndelsen var mange modstandere af motorvejen i den linjeføring, som blev besluttet. Men jeg er sikker på, at vi nu alle kan være enige om, at vi får en fantastisk motorvej, der kommer til at gavne Silkeborg og forbedre sammenhængen og mobiliteten på tværs af Jylland, siger han.

Også borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum, ser med stor glæde frem til åbningen:

- Silkeborgmotorvejen får enorm betydning for vores muligheder for vækst og udvikling. Vi har netop passeret 90.000 indbyggere og er godt på vej mod de 100.000. Silkeborg bliver endnu mere attraktivt som område, når både borgere, virksomheder og turister hurtigt og nemt kan komme til og fra Silkeborg. De nye boligområder og de nye erhvervsområder tæt på Silkeborgmotorvejen gør det endnu mere attraktivt at bo og drive virksomhed i Silkeborg, siger borgmester Steen Vindum og fortsætter:

- Jeg glæder mig utroligt meget til åbningen af Silkeborgmotorvejen og til Danmarks Største Vejfest. Sammen med Vejdirektoratet, DGI, Silkeborg Musik og Kultur Event og mange andre lokale foreninger og ildsjæle laver vi et brag af en vejfest, der vil tiltrække gæster fra hele regionen, siger borgmesteren.