Foto: Ulla Myrhøj

Ulrik Flo er klar mod Odder i dag

SIFs nye norske angriber, Ulrik Flo, trænede med SIF-truppen for første gang i går, og i dag får han også en rolle i testkampen mod Odder.

Ulrik Flo var efter træningen i går glad for det, han havde oplevet i de 90 minutters intense spiltræning.

- Her er nogle rigtig gode fodboldspillere, og jeg tror, jeg vil passe godt ind i holdets system med meget spil og mange indlæg fra kanterne. Jo flere indlæg, jo bedre. Mange indlæg, tidlige indlæg, det passer mig rigtig fint, sagde Ulrik Flo, der efter at være blevet vist til rette af holdkammeraterne, så han kunne finde vej til både støvlerum og omklædning, virkede glad for det, han indtil videre har oplevet.

Ulrik Flo ankom allerede til Silkeborg mandag aften, og ud over at få de sidste formaliteter i kontrakten på plads, har han også været rundt i byen sammen med sin bedre halvdel, Kristina, for at se på lejligheder.

- Her er meget smukt. Jeg har fået et rigtig godt indtryk af Silkeborg, siger han.

Kampen mod Odder spilles i eftermiddag kl. 15.00 på Søholts kunstgræsbane.