Foto: Region Midtjylland

Dødfunden mand obduceres i dag

Politiet fandt i går en 38-årig død mand i sin lejlighed på Kejlstrupvej, der måske er død under mistænkelige omstændigheder. Manden skal obduceres i dag for at fastslå dødsårsagen.

Manden blev fundet i går klokken 13.30, men døde formentlig i weekenden. Ligsynet på stedet kunne ikke fastslå, om der var tale om en forbrydelse.

- Vi har ikke en konkret mistanke, men vi vil gerne være sikre på, at ikke er sket en forbrydelse, fortæller politikommissær og leder af efterforskningen, Bent Riber Nielsen.

Derfor skal den 38-årige nu obduceres, for at finde ud af om manden er død som følge af kriminelle handlinger, eller om der er tale om et tragisk dødsfald. Obduktionen skal også fastslå det præcise dødstidspunkt.

Politiet er sparsommelig med oplysningerne i sagen, men mandens alder er en af årsagerne til politiets grundige undersøgelse.