Foto: Ulla Myrhøj

Jeppe Illum skifter væk fra SIF

Den 23-årige offensivspiller hos SIF Jeppe Illum forlader Silkeborg og fortsætter karrieren i Næstved.

Få timer før transfervinduet lukkede ved midnat, kom en aftale i stand mellem de to klubber.

Klubskiftet er transferfrit, idet SIF og Illum i enighed har ophævet hans kontrakt.

- Vi har været glade for at have Jeppe Illum i SIF, og han har jo været hos os i mange år, så det er også lidt vemodigt. På den anden side ville der være langt til spilletid for ham i foråret, så derfor er et skifte til Næstved en god mulighed for ham, siger SIFs sportschef Jesper Stüker.

Jeppe Illum kom til SIF tilbage i 2009 som helt ung – og fik kort før sin 19-års fødselsdag debut, da han blev skiftet ind i en superligakamp mod OB.

Siden er det blevet til 107 kampe og 14 mål i den røde trøje.

Jeppe Illum tager afsked med holdkammerater, trænere og øvrigt personale i dag og indleder derefter sin nye karriere i Næstved.