Elselskab gav milliontilskud til private

Det lokale elselskab EnergiMidt udbetalte sidste år 7,5 millioner kroner i tilskud til energiforbedringer på privatejede bygninger.

Både privatpersoner og erhverv kan søge EnergiMidt om tilskud til eksempelvis efterisolering eller installation af en varmepumpe.

Lige netop de to opgaver står for den største del af det udbetalte tilskud.

- Der har været stor aktivitet på vores ansøgningsportal i 2015, og det er faktisk væltet ind med tilskudsansøgninger til små og store energioptimerende tiltag. Knap 40 procent af tilskuddene er udbetalt til isolering, mens 25 procent har været til køb af varmepumper, fortæller tilskudsansvarlig hos EnergiMidt, Anne Bay.

Tilskudspuljen er en del af en aftale mellem energiselskaberne og klima- og energiministeren.

Hele energibranchen skal samlet hjælpe forbrugerne til at reducere energiforbruget med 12,2 petajoule årligt. Det svarer til cirka 44.000 husstandes elforbrug.

Tilskudsordningen er national, så borgere i hele landet kan søge penge fra EnergiMidt. Tilskuddet skal søges, før du går i gang med renoveringen.