PH og Wegner stjålet fra sommerhus

Designklassikere var blandt tyvekosterne, da et sommerhus på Sørkelvej ved Sminge blev udsat for indbrud.

Politiet modtog i går anmeldelsen om indbruddet, der er begået i løbet af den seneste uges tid.

Tyvene kom ind ved at knuse en rude, og så kastede de sig over designermøbler.

Tre PH loftslamper, en stribet Wegner sofa i brun og beige, en identisk Wegner lænestol og et Wegner sofabord i lyst egetræ blev fjernet fra huset. Tyvene rendte også med porcelæn og en femarmet lysestage i rustfrit stål.

Har du set noget mistænkeligt på Sørkelvej, kan du dele det med politiet på telefonnummer 114.