Socialt fokus skaber nye jobs

Inden for de næste fem år skal der skabes 150 nye arbejdspladser inden for socialøkonomiske virksomheder. De første 35 er i hus.

- Det kan vi kun være tilfredse med. Silkeborg er langt fremme på området, og der er stor opbakning. Når jeg besøger virksomheder, er alle lydhøre og villige til at tage et socialt ansvar, siger projektleder John Kvistgaard fra Job- og Borgerservice.

En socialøkonomisk virksomhed er ligesom andre private virksomheder, overskuddet bruges bare til at skabe arbejdspladser for udsatte personer eller forbedre samfundet på anden vis.

I Silkeborg skal en særlig model for socialøkonomiske virksomheder give én indgang til råd og vejledning hos Kommunen. Målet er at få flere med nedsat arbejdsevne ud på arbejdsmarkedet.

- Det betyder meget at have et arbejde og være med i fællesskabet. Også når man af den ene eller anden grund ikke kan være på arbejdsmarkedet på fuld kraft i 37 timer om ugen. Og flere virksomheder og færre ledige på overførselsindkomster betyder selvfølgelig også noget for kommunens økonomi, siger borgmester Steen Vindum (V).

De fleste medarbejdere i Silkeborgs socialøkonomiske virksomheder er i fleksjob.