Ny café for alle kommer til Silkeborg

En gruppe venligboere i Silkeborg har i dag holdt det første møde om at åbne en ny café for alle i midtbyen.

- Caféen skal være et samlested for alle typer mennesker. For gamle, unge, hjemløse, nydanskere, flygtninge og børnefamilier. Her kan folk møde og hjælpe hinanden med alle mulige ting, og få en billig kop kaffe, fortæller en af initiativtagerne Lars Work Kristensen om nogle af de ting, der blev talt om på mødet i formiddags.

Idéen til en café i Silkeborg kom af, at venligboerne i Aarhus åbnede Café Venligbo i weekenden. En venligboer fra Silkeborg så en begivenhed med Café Venligbos åbningsreception på Facebook, som han delte med spørgsmålet "Måske skulle vi have sådan en i Silkeborg?" på venligboerne i Silkeborgs Facebookgruppe.

Her til formiddag, få dage senere, blev de første spæde skridt taget til caféen. En gruppe på fem-seks personer mødtes og idéudviklede hvad Café Venlig, som caféens navn bliver, skal kunne og ligge.

- Vi vil gerne, at Café Venlig kommer til at ligge centralt i Silkeborg. Den skal være nemt at komme til, og man skal ikke køre langt for at besøge caféen, fortæller Lars Work Kristensen.

Gruppen af venligboere skal på to møder i den næste uges tid finde ud af, hvor caféen skal ligge, hvordan den skal finansieres, og hvem der vil være frivillig på Café Venlig.