Butiksindehaver Heidi Ritter, butikschef Kirsten Springer og butiksassistent Lotte Løgager Nielsen glæder sig til åbningen på fredag (Foto: Margrethe Løkkegaard)

Stor børnebutik åbner på Vestergade

Den opmærksomme shopper har måske lagt mærke til, at der åbner en ny butik på Vestergade i Silkeborg. Butikken Børnenes Kartel med alt til børneværelset slår dørene op på fredag.

Butikskæden startede oprindeligt som en webshop og en lille butik og blev så populær, at de åbnede en stor fysisk butik i Herning. Og nu går det så godt for Børnenes Kartel, at de nu åbner en ny afdeling i Silkeborg.

- Der manglede bare en butik som vores i Silkeborg. En butik, der har alt det lækre til børneværelset og som giver kunderne muligheden for at se alle tingene fysisk, fortæller butikschef Kristen Springer om valget bag åbningen af butikken på gågaden.

Inspirationen til Børnenes Kartel kommer fra den franske stormagasinskæde Galeries Lafayette i Paris, der ifølge butiksindehaver Heidi Ritter har en legetøjsafdeling, man bliver fascineret af.

- Jeg kunne ikke lade være med tænke på, hvorfor nøjes vi her i Danmark. Herhjemme køber forældre typisk tingene på nettet, hvor de ikke får den fulde kundeoplevelse. Derfor har jeg samlet forskellige designervarer i en fysisk butik, så kunder kan se og føle produkterne i stedet for at købe dem på nettet, fortæller Heidi Ritter.

Tænkt over indretningen
De sidste fem uger er gået med at gøre butikken klar til fredagens åbning. Og der er tænkt over alle detaljer.

- Jeg har virkelig kunne skabe de små miljøer, som jeg går meget op i. Det skal ikke bare være ting, der sat op på metalhylder. Vi har valgt træreoler, fordi det skaber en blød ramme, siger Heidi Ritter om de store træreoler i butikken, der bugner af alt fra legetøj til møbler til børneværelset.

Holdet af butiksmedarbejdere er nøje valgt efter deres kendskab til produkterne. På den måde kan butikchef Kirsten Springer og hendes assistenter vejlede kunderne bedst muligt, når de tager en runde i butikken.

Butiksindehaver Heidi Ritter, butikschef Kirsten Springer og de andre medarbejdere glæder sig til butiksåbningen på Vestergade 29 på fredag klokken ti, hvor de første 50 kunder får en goodiebag.

Børneneskartel2