Rødhætte: Silkeborg i Luksusfælden

Luksusfælden er i dag taget til Østjylland for at tale med Silkeborg, der har meldt sig selv til programmet. I mailen skriver han blandt andet: ”Jeg føler jeg har mistet kontrollen. Det er som om jeg kun kan føle glæde i mit liv, når jeg kan shoppe. Det fylder ligesom det tomme hul i maven. Kan I hjælpe mig?”.

Og det håber vi jo vi kan. Så det er med en vis optimisme vi parkerer bilen i et totalt tomt p-hus midt i centrum af byen og mødes med Silkeborg, som har insisteret på at vi skal mødes i et lokale i Torvecentret, fordi Silkeborg skammer sig og helst ikke vil ses et sted, hvor der er andre mennesker.

Vi træder indenfor i centret og går op ad rulletrapperne, som er blevet træt af at rulle. Luksusfælden bemærker, at det ikke kan være pga. slitage, da de stadig ser meget nye ud.
I et tomt lokale, som tidligere har huset noget, der hed ”Munkekroen”, sidder Silkeborg og venter på os ved et plastikhavebord og tilhørende stole. Rummet er belyst sparsomt med stearinlys, der er stukket ned i nogle tomme Albaniflasker og i hjørnet ligger en ensom ølkapsel og vidner om, at engang blev der spillet meget Meyer her.

”Velkommen”, siger Silkeborg – tydeligt nervøs – og trykker os i hånden med en let fugtig hånd. ”Sid ned”. Han slår hånden ud mod et par stole, som bærer præg af tidens tand og manglende vedligeholdelse med wienerkalk. Lyden, da vi trækker stolen med os ind mod bordet, giver kraftigt ekko i den forladte bygning.

”Nå, Silkeborg. Du har jo givet os fuldmagt til at indhente oplysninger om din økonomi. Og det ser jo mildest talt ikke godt ud”.

Silkeborg sidder lidt uroligt på stolen og er ikke meget for at få øjenkontakt med os, men piller i stedet lettere febrilsk ved stearinen, der løber ned over flasken.

”Vi er jo ude i et overforbrug, som nærmest tangerer storhedsvanvid og som vi har svært ved at se en logisk mening med. Der er jo ikke nogen tvivl om, at du er et godt menneske, som gerne vil gøre det så godt som muligt for bestemte mennesker. Men du har jo slet ikke haft overblik over dine kontanthævninger og dit forbrug. Og med visse ting har vi svært ved at se dine bevæggrunde for visse indkøb”.

”Hvad mener I?” Silkeborg læner sig demonstrativt tilbage i stolen og skuler surt.

”Jamen, der er jo flere ting. Desværre. Men hvis vi nu starter fra en ende, så kan vi jo lægge ud med stadion her i byen. Når vi går tilbage, kan vi jo se, at I startede med at give jeres lokale fodboldhold (S.I.F) fri stadionleje i 10 år. Det er jo mange penge?”.

Silkeborg lægger armene over kors og tager en dyb indånding. ”Det var jo en investering! Et bidrag til lokalsporten!”.

”Joeh, men det er stadig mange penge. Og nu kan vi jo se, at I har doneret 60 millioner til et nyt stadion og at I samtidig har købt den gamle lounge på det nuværende stadion til omkring 20 millioner kroner. Hvad vil I bruge den lounge til? Som vi har forstået, skal det gamle stadion jo ikke bruges ret meget længere? Og er det ikke utrolig mange penge at bruge på noget, som er ubrugeligt?”.

Silkeborg trækker vejret tungt ud gennem næseborene og flammen i stearinlyset blafrer faretruende tæt på at gå ud. ”Det er ikke os, der har fastsat prisen! Og vi er altså som en familie her i byen”.

”Ja, det så vi godt den tidligere borgmester argumenterede for i ”Borgmesterfinten på DR1. Men er det rimeligt at forære så dyr en gave til et enkelt familiemedlem og samtidig lukke kassen i for de mindre fine børn i familien? Der er jo mange lokalhold i sporten i Silkeborg, som ikke engang kan få trimmet græsset på jeres regning? Hvordan kan I så argumentere for at bruge så mange millioner på noget, som i bund og grund ikke er brugbart?”

”Ved du hvad? Det skal I slet ikke blande jer i!”. Silkeborg tænder en cigaret og inhalerer tungt. ”Det ved I slet ikke noget om og det gider jeg faktisk ikke tale om! Det var ikke derfor jeg bad jer komme!” Silkeborg tager sit engang hvide-men-nu-med-daggamle-tykke-brune-kaffegardiner-plastikkrus og trykker på pumpetermokanden med kaffe og fylder op. ”Kan vi komme videre? Jeg har ligesom ikke hele dagen!”.

”Det kan vi godt, men det ændrer ikke på fakta. Du bliver nødt til at se realiteterne i øjnene. Eller kan vi ikke hjælpe dig. Men hvis vi kigger videre på dine kontoudskrifter og på dine papirer, kan vi jo så også se, at jeres kommune er blevet pålagt fra regeringens side at spare 10 millioner på aktivering af ledige....og”.

Silkeborg afbryder os – tydeligt ophidset. ”Nu hører I her! Vi er blot en kommune. Vi er nødt til at følge ordrer fra regeringen!”

”Ja, det er klart. Det forstår vi. Men hvad vi ikke forstår er dit massive overforbrug på andre ting. Hvorfor har du ikke lagt et budget? Hvis du skal spare 10 millioner på aktivering, burde du så ikke generelt tænke over hele din økonomiske situation og få styr på de vigtigste ting?. Nu har vi jo læst os frem til, at jeres motorvej endelig bliver færdig. Og det vil I gerne fejre. Hvilket vi sagtens kan forstå. Det er trods alt ikke noget nogen af os troede nogensinde ville blive en realitet, da de første spadestik og skænderier om placeringen gik i gang for 100 år siden. Så selvfølgelig skal det da fejres. Men ER det pinedød nødvendigt at fejre det over fire dage?”.

”Ja!” - svarer Silkeborg og lægger armene over kors. ”Vi vil fejre byen! Og bringe fokus på byen, nu hvor vejen er færdig og vi derfor måske får flere arbejdspladser til byen!”.

”Jo jo, det forstår vi også godt. Men hvis I vil fejre byen, hvorfor benytter I jer så ikke af alle de lokale bands og musikere I har? Hvorfor ikke udnytte mulighed for at brande byen med lokalitet? Det giver da mere mening end at hyre nogle af de største og dyreste navne, som ikke er lokale, til at komme og spille til festen. Vi kan jo ligesom forstå, at du har doneret en million kroner til festen? Det andet ville jo være billigere og mere oplagt?”

Anden og sidste del af Silkeborg i Luksusfælden kommer i morgen. Følg med og se, om Silkeborg er villig til at ændre livsstil og dermed få styr på økonomien.