Rødhætte: Silkeborg i Luksusfælden 2

I sidste afsnit: Luksusfælden besøger Silkeborg, som har meldt sig til programmet og bedt om hjælp. Men da vi sidder i Torvecentret, går det mere og mere op for os, at Silkeborg måske ikke er helt så motiveret for at blive hjulpet, som vi havde håbet på. Da programmet sluttede, havde vi netop spurgt Silkeborg om, hvorfor han ikke havde hyret lokale bands til at spille ved den lokale vejfest, i stedet for at hyre store navne, som dermed er en endnu større udgift på den i forvejen hårdtplagede konto.

Silkeborg ruller med øjnene og kigger på os, som om vi er blevet læsset af fra månen. ”I forstår det slet ikke! Vi skal jo sælge fadøl! Og kun det bedste er godt nok til denne by”.

”Det bedste?”

”Doh, ja! Skal jeg klappe det i stavelser for jer? D-e-t-b-e-d-s-t-e!” Silkeborg klapper demonstrativt med hænderne og skærer ansigt.

”Men...hvis du mener det; at kun det bedste er godt nok til byen, hvordan hænger det så sammen med mange af cykelstierne og vejene, er mere gennemhullede, end en natarbejder på Istedgade? Der er jo kvindelige borgere her i byen, der får ondt i tissekonen af at cykle, fordi de kører over ret så dybe huller i asfalten”.

”Jeg kan ikke tage ansvar for kvindernes tissekoner. Det må de selv ligge at rode med. Det er desuden penge fra en helt anden kasse, der skal betale vejarbejdet!”. Silkeborg pumper sig endnu et krus kaffe og tænder en smøg mere.

”Jo jo, men det er jo stadig dine penge. Du er jo nødt til at prioritere de vigtigste ting, før du inviterer til festivitas. Og det er vel ikke nødvendigt at feste i fire dage pga. en motorvej? Det er jo ikke fester du undgår at holde i sommerhalvåret. Man kan jo faktisk fristes til at omdøbe din by til Ibiza fra maj til september. Synes du ikke selv det er vigtigt at tænke længere ud i tiden, end til bestilling af fadøl?

Du lever over evne og det er jo altså grunden til vi sidder her i dag.”

Silkeborg læner sig til siden og rækker ud efter en Sommersby og en rullekebab i den falmede lyseblå kølertaske ved siden af sig. ”Ja! Men jeg fortryder faktisk også I er kommet! I ved jo slet ikke hvad det handler om og hvad byen har brug for!”

”Jamen...apropos det, hvor er det vi sidder i dag?”.

”Torvecentret! Stedet hvor alle mødes!”, siger Silkeborg med creme fraiche dressing i mundvigen og peger mod teksten, som står spejlvendt på vinduespartiet – tydeligvis stolt over at kunne læse teksten fra den forkerte side af ruden.

”Men der er jo ingen herinde?”

”Nej!”, svarer Silkeborg og fjerner et stykke icebergsalat fra fortænderne. ”Vi har jo ligesom andre og bedre planer, ikke?! Vi vil have et STORT p-hus under jorden på Torvet! Det største og fineste i Danmark!”.

”Men hvorfor det? Vi har da netop parkeret i p-huset under Torvecentret. Der var helt tomt. Hvorfor bruger I ikke bare det? Og bygger videre på det, hvis behovet for flere pladser er nødvendigt?” Og hvad med alle de tomme lejligheder?”

Silkeborg svarer ikke. Han er tydeligvis i smerter pga. et stykke sølvpapir, som har sat sig fast mellem to tyggeflader.

”Silkeborg!”

”Jamen, det ved jeg sgu da ikke? Silkeborg spytter en klump sølvpapir blandet med kebabstrimler ned i askebægeret. ”Vi regner da med at få et nyt og bedre center...eller noget!”

”Men hvad med lejlighederne? Og hvorfor genbrugte du ikke bare det nuværende center? Der er jo masser af plads? Og du kan spare en masse penge?”.

Silkeborg rejser sig hurtigt og børster en halv tomatskive af trøjen. ”Ved I hvad? Det her, det gider jeg ikke! I kommer her og spiller bedrevidende og stiller en masse åndssvage spørgsmål, som jeg umuligt kan svare på! Hvor er I fra? Herning? Det skulle fandeme ikke undre mig!”

”Øhh nej, vi er fra Luksusfælden. Og Herning har jo slet ikke brug for os, så hvorfor blander du dem ind i det? Vi kommer, fordi du har meldt dig selv til programmet og bedt om hjælp.”

Silkeborg lyner sin dynejakke op i en hidsig bevægelse og stirrer surt på os. ”Det var den ondelyneme også en fejl. Det kan jeg godt fortælle jer! Jeg var fuld og til Lilholt koncert og det var før jeg vidste, at jeg ikke selv skulle betale for at få Torvet igen. Vi slutter her! I fatter ikke en skid!”.

Og her forlader Silkeborg os i hastige skridt ned af rulletrapperne. Luksusfælden puster stearinlyset ud, pakker budgettavlen sammen og rejser sig i tavshed. Ud gennem vinduet kan vi se Silkeborg forsvinde ind på Underhuset og smække døren efter sig.
Vi går ned i p-kælderen, som stadig er totalt menneske- og biltom – dog med undtagelse af en flok unge mennesker, som morer sig med at brænde gummi af i deres sænkede Honda, mens røgen fra deres joints breder sig med røgen fra dækkene – og kører fra det østjyske.

Normal procedure i Luksusfælden er at give en gave som motivation til deltageren. Det nåede vi ikke her, da Silkeborg ikke var klar til at tage ansvar og samarbejde. Så i stedet har vi købt to billetter til Danmarks Største Vejfest. Bare for at se hvad det hele går ud på og hvorfor den motorvej er så speciel – udover at være Danmarks mest pinlige af slagsen.