Tyv kørte galt i bil med stjålne cigaretter

En indbrudstyv måtte i nat stikke af fra en bil fyldt med cigaretter, efter han kørte galt.

Klokken 01.59 gik alarmen hos Lidl på Nørrevænget. Nogen havde kastet en sten gennem indgangsdøren.

En eller flere indbrudstyve var inde i butikken og henne ved kassen, hvor der blev stjålet en masse cigaretter.

Politiet var fremme et par minutter efter alarmen gik, men der var tyven eller tyvene væk.

Vidne så tyven køre galt
Få minutter efter ringede en vægter fra vagtselskabet. Han havde set indbrudstyven køre galt på Håndværkervej få hundrede meter derfra.

Politiet kørte til Håndværkervej, hvor de fandt den havarerede bil.

- Bilen var belæsset med cigaretter, men føreren var undløbet til fods, siger Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

En hundepatrulje blev tilkaldt for at lede efter indbrudstyven, men det lykkedes ikke at fange ham.

Den undløbne mand var iført mørkt tøj og hængerøvsbukser, men ellers er der intet signalement af ham. Den anvendte bil tilhører en person på Sjælland.

Politiet havde her til morgen ingen oplysninger om værdien af de stjålne cigaretter.

Har du set noget fra cigarettyveriet, kan du kontakte politiet på telefon 114.