Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto

Optimisme hos cheftræneren efter sejr

BSV’s flotte sejr i går mod de franske favoritter St. Raphael, har naturligvis skabt stor tilfredshed og glæde hos cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

Efter den fortjente 31-26 sejr, ser cheftræneren tilbage på en kamp, hvor både forsvar og angreb spillede en pragtkamp, og hvor alle kæmpede fra start til slut.

- Det var helt, som vi havde håbet. Vi havde håbet, at vi kunne matche dem rent fysisk og stå distancen rent forsvarsmæssigt, siger Peter Bredstorff-Larsen til klubbens hjemmeside.

Sejren over de stærke franskmænd giver et solidt udgangspunkt før kampene mod resten af gruppen, der jo foruden BSV og Raphael består af Pfadi Winterthur og SKA Minsk.

- Det betyder alt for os at komme godt fra start og ikke mindst også, at vi får en femmålssejr i forhold til det indbyrdes regnskab. Det her er et godt udgangspunkt, men nu skal vi holde tungen lige i munden. Det var en kamp ud af seks, men det var en sejr, der letter presset og øger troen på, at vi kan gå videre.

Næste kamp i EHF Cuppen bliver på søndag, hvor BSV møder schweiziske Pfadi Winterthur på udebane.