Pas på falske partoutbilletter til Smukfest

Sydøstjyllands Politi advarer om falske partoutbilletter til Smukfest i Skanderborg, fordi flere har henvendt sig efter at være blevet snydt.

Partoutbilletter til årets festival har været udsolgt i snart fire uger, og nu får politiet henvendelser fra folk, der er blevet snydt af billethajer, skriver tv2oj.dk.

Derfor skal man tænke sig om, hvis man støder på et tilbud på nettet, der lyder for godt til at være sandt.

Politiinspektør Steen Edeling siger til tv2oj.dk, at hvis man bliver snydt, kan man gå til politiet og anmelde det.

- Så kan vi se, om vi kan opklare det, men vi kan jo under ingen omstændigheder skaffe billetterne, siger han.

Sidste år blev der også solgt ikke-eksisterende billetter på nettet, og da lykkedes det faktisk at finde frem til fuskerne.