Mænd i Silkeborg udsat for afpresning

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser mænd, der eventuelt er blevet udsat for afpresning, efter at have besøgt en prostitueret i Silkeborg.

I går blev en 36-årig mand fra Silkeborg-området varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for rufferi, trusler og for afpresning.

Ifølge sigtelsen er to mænd fra Silkeborg og en mand fra Aalborg blevet udsat for afpresning, efter de på et tidspunkt har besøgt en 49-årig prostitueret i Silkeborg.

Ifølge anklagerne har den 36-årige over længere tid afpresset mændene for pengebeløb for ikke at afsløre prostitutionsbesøget overfor mændenes familier. Et af ofrene har ifølge lokalpolitiet betalt beløb på mellem 5.000 og 5.500 kroner.

- Vi har mistanke om, at der måske er flere mænd, som er blevet afpresset, og vi opfordrer dem til at henvende sig politiet, siger Bent Riber Nielsen fra Silkeborg Politi.

Også sigtet for trusler og rufferi

Han erkender, at det kan være problematisk for de pågældende, men understreger at de ikke har overtrådt nogen love, og ikke bliver sigtet for noget.

Den 36-årige blev varetægtsfængslet i går ved et lukket grundlovsforhør, sigtet for blandt andet trusler på livet mod den 49-årige prostituerede.

Med i sigtelsen er rufferi, da politiet mistænker den 36-årige for at have tvunget den 49-årige til prostitution, og dermed til at have sex med mere end 100 mænd.

Er du blevet udsat for afpresning i denne sag, kan du henvende dig til politiet på 114.