Stor ulykke for foden af Funder Bakke

(opdateret 13:50)

Trafikken kører igen efter uheldet for foden af Funder Bakke.

Der skete umiddelbart efter 12.30 en større trafikulykke på hovedvej 15 umiddelbart øst for lyskrydset med Herningvej.

Ifølge vore oplysninger drejede det sig om fire biler, der alle var blevet trykket godt sammen.

Ulykken efterlod fem tilskadekomne, men vi kan endnu ikke sige noget om hvor alvorligt.

Mindst fire ambulancer var kaldt til ulykken, der en overgang skabte store problemer for trafikken. Vejen var i en times tid helt spærret i begge retninger.

Umiddelbart før klokken 14.00 blev vejen igen åbnet, og i skrivende stund er autohjælpen i gang med at fjerne bilerne.