Svane reddet af Brand og Redning

En knopsvane blev sidst på formiddagen reddet af Midtjysk Brand og Redning, efter at den i et stykke tid har siddet frosset fast i isen på en sø nær Gjern.

Brandfolkene fra Silkeborg kørte afsted med den såkaldte ’isbåd’, og fik hurtigt hjulpet den stakkels svane fri fra søen, der ligger i nærheden af Falkenkær.

En kilde siger til silkeborgnyt.dk, at svanen var afkræftet og træt, men ikke umiddelbart havde pådraget sig nogen skader.

De lokale redningsfolk kørte nationalfuglen til Vildtplejestationen i Silkeborg, hvor den kan få lov til at komme sig, inden den bliver sat ud i naturen igen.