JYSK Arena

To ligakampe i Jysk Arena i aften

Silkeborgs største indendørs arena, Jysk Arena, står i håndboldens tegn i aften, hvor ligaholdene fra både Silkeborg-Voel KFUM og Bjerringbro-Silkeborg spiller kamp i deres respektive turneringer.

Aftenen starter klokken 18:00 hvor pigerne fra Silkeborg-Voel skal forsøge at ryste det ydmygende 14-måls nederlag mod Odense i fredags af sig.

Kampen i aften gælder Ringkøbing Håndbold, der ligger næstsidst i ligaen – men som dog alligevel kun ligger tre point efter Silkeborg-Voel.

En sejr til Silkeborg-Voel i aften vil betyde, at pigerne overhaler København Håndbold på syvendepladsen, og også at der er en realistisk mulighed for at kæmpe sig med til det endelige slutspil om danmarksmesterskabet.

 

BSV fokuserer på en kamp ad gangen

Herrerne fra Bjerringbro-Silkeborg ligger lige nu på en delt andenplads i ligaen, to point efter Team Tvis Holstebro, og efter en flot start på forårssæsonen ligger en hjemmesejr mod de drilske lokalrivaler fra Skanderborg lige til højrebenet.

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen siger til klubbens hjemmeside, at holdet er meget fokuserede på at tage en kamp af gangen i denne periode, med mange kampe.

- Vi tænker ikke så langt frem men tager perioden i tynde skiver. Vi ser mange muligheder, men det kræver meget af os og stort fokus, hvis vi skal vinde hver tredje dag, siger træneren.