30-årig indbrudstyv fængslet i fire uger

En 30-årig mand fra Silkeborg blev i går varetægtsfængslet i fire uger for to indbrud.

Manden blev anholdt tirsdag aften på Godthåbsvej med en rygsæk fyldt med smykker. Han forklarede, at han netop havde fundet smykkerne og var på vej på politistationen med dem.

Politiet mente at kunne koble den 30-årige til to nylige indbrud, så dem blev han i går eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør for.

Her var dommeren enig i bevisbyrden og valgte at varetægtsfængsle indbrudstyven frem til den 15. marts.

Politiet fandt desuden nogle tyvekoster i mandens rygsæk, som ikke stammede fra de to indbrud på henholdsvis Godthåbsvej og Stærevej.

De tyvekoster skal nu identificeres, og så vil der eventuelt komme flere sager mod den 30-årige.