Garnresterne kigges igennem, inden de ryddes op efter en hyggelig dag (Foto: Margrethe Løkkegaard).

Vi strikker til et godt formål

- Nu må vi se, hvad jeg kan få ud af det her, udbryder en dame, mens hun holder nogle garnnøgler i forskellige farver op.

Det er torsdag klokken 14, og vi befinder os i et af lokalerne i Alderslyst Sognehus, hvor 21 ældre kvinder frivilligt strikker for en god sag. De færdige ting bliver nemlig solgt, og pengene går til Kirkens Korshærs Varmestue på Lille Søgade.

- Børnebørnene vil ikke have flere strikkede ting, måske et par uldsokker, men ikke andre ting længere. Så er det godt, at vi kan strikke for en god sag, fortæller en af deltagerne Grethe Svendsen, da hun bliver spurgt om hendes grund til at være med.

Det sociale i centrum
Snakken går rundt om bordet, hvor damerne strikker på livet løs. På strikkepindene mellem hænderne har de alt mellem halvfærdige sokker og sjaler, og flere steder går snakken lystigt. Damerne taler både om det, de strikker, men også om andre ting. Det sociale samler damerne, og det er oprindeligt grunden til at starte strikkeklubben.

- Jeg blev for nogle år siden en del af menighedsrådet i Alderslyst Kirke, og her fik jeg lov til at finde på en aktivitet. Jeg fandt på at lave strikkeklubben på grund af det sociale i at mødes med andre, fortæller initiativtageren Ilse Toft, der hver anden torsdag mellem 14 og 16 sørger for kaffe, te og kage til de strikkende damer.

En af deltagerne Lene Engelbrecht kommer til strikkeklubben netop på grund af det sociale. Hun var med for første gang for to uger siden, og det gør hende til en af de nye på holdet.

- Jeg tog med for to uger siden, fordi jeg manglede noget at lave, nu hvor jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet. Og det er så hyggeligt at være med og møde nye mennesker. Vi sidder aldrig det samme sted, så derfor taler man hele tiden med et nyt ansigt, fortæller Lene Engelbrecht, der er i gang med at strikke et varmt, blødt sjal af lilla mohairuld.

Julemarked i Tivoli
De ting, som ikke sælges i Silkeborg, bliver samlet i en pulje sammen med færdigt strik fra andre lignende strikkeklubber i Danmark. Hvert år lejer Kirkens Korshær en bod på julemarkedet i Tivoli i København, hvor tingene bliver solgt. Og strik er populært – sidste år omsatte de frivillige i boden for 200.000 kroner, som går til den fælles pengebeholdning på Kirkens Korshærs hovedkontor.

Tilbage i strikkeklubben nærmer klokkens sig 16, og damerne er gået i gang med at rydde op. Flere er begyndt at rydde bordet med garnrester, som venlige sjæle har doneret. Her ligger både garnnøgler og halvfærdige bluser, som strikkeklubben glæder sig til at forme noget ud af om to uger, når de mødes igen.

Hvis du ligger inde med garnrester eller strikkeprojekter, som bare ligger ufærdigt, modtager strikkeklubben med glæde dine ting. Bare aflever det i Varmestuen på Lille Søgade 10.

Du kan også være med til at strikke. Det foregår i Alderslyst Sognehus, og næste gang mødes strikkeklubben den 3. marts klokken 14-16.

[gallery columns="2" ids="11273,11278,11275,11274,11277,11276"]