Hundevogn Foto: www.politi.dk

Skæv bilist med baseballbat kørte galt

En 30-årig kvinde blev lørdag aften taget i at køre skæv rundt med et baseballbat i bilen. Hun blev fanget, fordi hun kørte galt.

Klokken 22.36 ringede en anmelder til politiet, fordi han kørte bag ved den 30-årige kvinde, der kørte slingrende og usikkert ind ad Horsensvej.

Mellem Østre Søbad og rundkørslen ved Frederiksberggade mistede føreren kontrollen med sin bil, påkørte et vejskilt og standsede helt.

Anmelderen rettede henvendelse til kvinden og tilbageholdt hende, indtil politiet nåede frem. Hun var ikke kommet noget til.

Da betjentene fik fat i kvinden, vurderede de, at hun var narkopåvirket, så det blev hun sigtet for, og så blev hun taget med til en blodprøve.

Den 30-årige kvinde blev visiteret, og det viste sig, at hun havde fem gram hash på sig, så det blev hun også sigtet for.

Endelig blev hendes bil ransaget, og her fandt betjentene et baseballbat ved førersædet. Derfor blev hun også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Et baseballbat i sig selv er ikke ulovligt, men føreren skal kunne sandsynliggøre for brugen, og det må som udgangspunkt ikke være i kabinen.

Sprit- og narkobilist
Få minutter før den 30-årige kvinde kørte galt, fik en anden politipatrulje øje på en bil med startet motor, der holdt i Tværgade.

Politiet rettede henvendelse til den 38-årige mand fra Kjellerup, der sad bag rattet.

- Han er godt kendt af politiet, og det var formentlig derfor, de rettede henvendelse til ham, siger Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

Den 38-årige blev testet med narkometer, og det gav udslag for både kokain og cannabis, så han blev sigtet for at narkokørsel.

Den 38-årige blev taget med til en blodprøve.

Fredag aften blev en 52-årig mand også taget med til en blodprøve, da han blev standset for spirituskørsel. Manden blev standset på Eriksborgvej i Gødvad og bedt om at tage en alkometertest. Den viste en promille over 0,5, så manden blev sigtet og taget med til en blodprøve.