Tyvebande udvist for indbrud

Fire litauiske statsborgere blev i weekenden fanget og dømt til fængsel og udvisning efter at have begået mindst et indbrud i vores område.

De fire, som er henholdsvis 21, 26, 31 og 36 år gamle, blev fanget i forbindelse med et butikstyveri i Rødekro i Sønderjylland i lørdags, og blev ved et grundlovsforhør i går sendt 60 dage bag tremmer og dømt til udvisning af landet i seks år.

Politiet kunne knytte de fire til det indbrud, der torsdag blev begået mod et dækcenter i Kjellerup, hvor ejeren nåede at forhindre tyveri af 18 lastbildæk til en samlet værdi af 40.000 kroner.

Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Bjarne Askholm siger til tv2oj.dk at det var et meget professionelt indbrud, hvor de afmonterede flere plader for at komme ind til dækkene.

Dækscenterets ejer fik dog alarm om indbruddet, og nåede at forstyrre de fire, inden de fik tyvekosterne med sig.