Jyske Bank leverer rekord-overskud

Jyske Bank kan se tilbage på 2015 som det bedste år i den lokale banks historie. Overskuddet lyder på 3,2 milliarder kroner før skat.

Allerede for en måneds tid siden hævede Jyske Bank forventningerne til regnskabet, men nu er det helt officielt.

- Jeg er godt tilfreds. Vi har haft nogle svingninger op og ned, men lander samlet på benene. Alle tre forretningsområder; bank, realkredit og leasing leverer tilfredsstillende resultater i 2015, siger ordførende direktør Anders Dam.

Det positive regnskab betyder, at banken skruer op for tilbagekøb af egne aktier. Hidtil har det været målet at købe aktier for 500 millioner kroner, men det hæves nu til 750 millioner.

Jyske Bank har desuden planer om at udbetale 500 millioner kroner i udbytte til aktionærerne.