Foto: genrebillede

Konkurs: Voel-Gjern Rideklub lukker

På en ekstraordinær generalforsamling i går aftes besluttede bestyrelsen i Voel-Gjern Rideklub at erklære konkurs.

Konkursen skyldes, at rideklubben skyldte i nærheden af 300.000 kroner væk. Lidt over 100.000 kroner skyldte de i skat og resten er udestående til forskellige kreditorer.

- Der har været mange lig i lasten, som vi har prøvet at rydde op i. Det er ikke lykkedes, og derfor lukker og slukker vi. Kassereren og jeg taler med banken på torsdag, og så er det slut, siger frustrerede Chinett Lauridsen, der lidt endnu er bestyrelsesformand for rideklubben.

Det er ikke uden frustrationer, at stikket trækkes. Chinett Lauridsen blev valgt som bestyrelsesformand pr. 1. januar, og hun blev ubehageligt overrasket, da hun så regnskabet.

- Da jeg blev formand, så jeg hurtigt, at det ikke kunne fungere. Og havde jeg vidst, hvor slemt det stod til økonomisk i rideklubben, så var jeg ikke gået ind i bestyrelsen. Kassereren og jeg har knoklet virkelig meget for at få ryddet op i det, men det duer ikke længere. Nu glæder jeg mig egentlig bare til at blive almindelig rytter igen, afslutter Chinett Lauridsen.