Foto: Thomas Juul, SIF

Sammy Skytte udtaget til U19-landsholdet

SIF-talentet Sammy Skytte er blevet udtaget til det danske U19 landshold. Det skriver SIF på klubbens hjemmeside.

Den 19-årige SIF’er når kun lige akkurat hjem fra træningslejr i Tyrkiet, før han må skifte den røde SIF-trøje ud med en landsholdsdragt, og drage i kamp for landsholdet.

Han blev i går udtaget til det danske U19-landsholds testkamp mod Belgien i Bruxelles den 2. marts.

Kampen mod Belgien er sidste forberedelse for landstræner Bent Christensens hold til den såkaldte Elite Round, der for Danmarks vedkommende foregår i Serbien fra 24. til 29. marts.

Danmark møder i gruppe 7 Frankrig, Serbien og Montenegro, og da kun puljevinderen kvalificerer sig til sommerens slutrunde i Tyskland, kommer Sammy Skytte og co. på en særdeles vanskelig opgave.