Almindsø igen klar til vinterbadere

I sidste uge udsendte Silkeborg Kommune en advarsel om at bade i Almindsø på grund af alger, men nu er advarslen hævet.

Da der for nogle dage siden var is på søen, var det muligt at se nogle alger, der var fanget i overfladen.

Algerne var sandsynligvis en rød art af blågrønne alger, der lever på dybt vand.

De rødfarvede, blågrønne alger er giftige og kan blandt andet give hudgener, hovedpine og kvalme. Derfor udsendte Kommunen advarslen.

Nu er isen væk, og vind og bølger har fjernet de sidste rester af algerne.